Fagotten er et træblæserinstrument. Den er dobbeltrørbladdet ligesom oboen. Den er udviklet i det 18. århundrede af et instrument der hedder dulcian. Fagotten er træblæsernes bas og har været populær i kunstmusikken siden barokken. Der har været forsøg på at skabe en fagotfamilie, men udover kontrafagotten har dette været en fiasko. Dog har fagottinoen, som klinger i F, de seneste par år haft fremgang eftersom det er nemmere for børn at starte i en tidlig alder da fagotinoen er en "mini-fagot" som kun er ca. halvt så stor som den traditionelle fagot. Fagottens ambitus er normalt fra B1 til e2, hvilket gør den til den klart dybeste træblæser. Sammenlignet hermed kan klarinetten, der kan komme næstdybest, komme ned på et lille e der ligger en duodecim over B1! Fagotten bruges mest i kammermusik fx blæserkvintetten eller i symfoniorkestre og knap så meget som soloinstrument.

En træblæser er et blæseinstrument lavet af træ (dette gælder dog ikke for alle træblæserne). Tonerne frembringes af et eller to blade, der sættes svingninger, der forplanter sig til selve instrumentet og frembringer lyden. Bladene er ofte lavet af bambus. I fløjteinstrumenter sættes luften i svingninger ved, at der blæses mod en skarp kant, ligesom når man får en tone ved at blæse over kanten på en flaske. Dette gælder f.eks. tvær- og blokfløjte. I blokfløjten sidder den skarpe kant dog inde i mundstykket. Begrebet "træblæser" refererer til disse to konstruktionsprincipper og handler således ikke om, hvilket materiale instrumentet er lavet af.

De gængse træblæsere er blokfløjte, tværfløjte, obo, fagot, klarinet og saxofon. Oboen og fagotten er dobbeltbladede, mens klarinetten og saxofonen er enkeltbladede.